En markant stigning i tyverier har fået den lokale COMA-købmand i Holeby på Lolland til at tage en drastisk beslutning.
Når kunder kommer ind i butikken, bliver de nu mødt af markant skilt med beskeden:
Store tasker, rygsække såvel som de populære bærenet skal stilles bag kassen, før man handler.
Det skriver TV2 ØSt.
Købmanden, Thomas Løye, kobler den markante stigning i tyverier til de stigende fødevarepriser, hvor især større tasker bruges til at skjule varer som kød, kaffe og hygiejneprodukter. Det har fået Thomas Løye til at fjerne visse produkter helt fra hylderne, fordi han nærmest dagligt finder tom emballage i butikken.
- Det er rigtigt, at priserne er steget, men tyverierne gør kun varerne endnu dyrere, fordi vi mister penge, siger han til TV2 ØST.
Butikken accepterer fortsat mindre indkøbsnet og poser og stiller kurve og papkasser til rådighed.
Tiltaget gælder indtil videre også kun i Holeby og skal både dæmme op for systematiske tyverier. Håbet er, at det også kan være med til at starte en bredere debat om udviklingen.